tirsdag den 1. juli 2014

Peek-a-boo, Spooky Gulch og Bryce Canyon


Efter verdens bedste dage i Zion satte vi kurs mod Peek-A-Boo og Spooky Gulch, som er to rigtig smukke og smalle kløfter ude midt i ørkenen i Grand Staircase Escalante Nationalpark. Allerede på vej derud var vi ved at give op og vende om op til flere gange, da vejene var helt fyldte med kæmpe huller og sten. Det gjorde rigtig ondt på vores lille bil! Det var dog godt at vi fortsatte, for kløfterne var virkelig en oplevelse. Efter et par kilometers ørken vandring fandt vi indgangen til Peek-A-Boo, og måtte klatre et par meter op af en meget stejl og glat klippevæg for at komme ind! Vi måtte faktisk klatre mange gange i den første halvdel af kløften, hvilket uden tvivl var grunden til at vi stort set havde den for os selv. Den var virkelig smuk, og farverne var helt uvirkelige! Sidste del af kløften var så smal, at vi måtte have rygsækkerne af og mase os sidelæns igennem. Det var virkelig en speciel oplevelse. Da vi kom ud af kløften fortsatte vi igennem ørkenen mod Spooky Gulch, som også var virkelig smuk. Desværre kunne vi ikke komme hele vejen igennem,  da der for nyligt havde været et stenskred i klipperne som blokerede hele kløften. Det øverste billede viser indgangen til Peek-a-boo. Den nederste bunke sten gik os til midt på lårene! 






























































Samme aften tog vi et lille stop ved Bryce Canyon på vej mod byen Kanab, hvor vi skulle overnatte et par dage. Det er en rigtig flot kløft fyldt med sjove klippespir.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar